Jeg har to døtre, som er 12 og 16 år. Sidst gang, jeg havde en depression, var for to år siden. Der var de store nok til at forstå, hvad der foregik. Der fortalte jeg dem, at det ikke havde noget med dem at gøre - - og at jeg nok skulle få det godt igen. Jeg har fortalt mine piger - - at depressionen gør, at man ikke kan se, hvad der er rart nu og her. Man bliver hurtigt ked af det, og det har ikke noget med dem at gøre. De skal huske, at når det er overstået - - vil jeg igen være der for dem, som jeg plejer. Når jeg begyndte at græde over ting, jeg ikke burde græde over - - så havde det ikke noget med dem at gøre, men at jeg var syg. Det tror jeg var en stor lettelse for dem at vide, at - - det var ikke fordi, at vores familie gik i stykker. Det var fordi, jeg havde behov for noget ro - - til at få styr på tankerne igen. Da jeg begyndte at tage medicin, fortalte jeg, at nu bliver det bedre. Det kunne de også se. Det tror jeg har været trygt for dem. I dag kan de spørge til det, uden at jeg bliver ked af det. For dem vil det bedste være, at de ved mest muligt om det. Så det ikke skræmmer dem. Jeg fortæller dem altid, at jeg vil passe på mig selv. Selvom det ligner, at jeg har det skidt, så kommer jeg igennem det. Jeg skal nok blive mig selv igen. Jeg tror generelt, at åbenhed er bedst - - også for børnene, de fornemmer det alligevel. Hvis man gik og lod som om, at alting var godt, selvom det ikke var det - - vil det være sværere for børnene. Hvis de på nogen måde kan få lidt indsigt - - i forhold til den alder, de har, så er det den rette vej.