Jeg synes ikke, at Jens' sygdom påvirker vores hverdag synderligt. Altså, indimellem kan du have en træt dag. En meningsløs dag, hvor du ikke har så meget energi. Men det kan vi jo alle sammen have. Jeg synes egentlig ikke, vi tager nogen specielle hensyn til det. Og vi er meget aktive og gør alle mulige ting ud af huset. På min side der melder jeg pas. Hvis jeg... Så siger jeg bare, at jeg ikke har lyst. Men det er måske fordi, jeg er træt eller et eller andet. Øh... Hjertesvag. Det gør, at jeg ikke har så meget energi, som jeg har haft. Du har introduceret mig til, at jeg ikke skal give hjertemassage. Altså, jeg skal for så vidt ikke røre ved ham. Fordi han får stød, og det vil jeg så kunne mærke. Så jeg skal se til, og håbe på, at det går over af sig selv. Og at du vågner igen, ikke? Jeg synes, det er vigtigt, at man får det hen et sted, hvor det hører hjemme. At det ikke fylder fuldstændig ens hverdag op med - - tanker og eventuelt angst omkring: Uh, herre, hvis det sker, hvad skal vi dog? Og jeg har nok heller ikke ret lang tid, eller... Altså nu er der gået 15 år, hvor Jens har haft det hjerte, som ikke helt fungerer. Og ingen ved, altså... Ja, nej. Man skal prøve at holde det ud i strakt arm og der, hvor det hører hjemme. Jeg har den samme tilgang til livet som Jens med hensyn til - - døden og det, der engang kommer for os alle, ufravigeligt. Jeg er ikke bange for det, jeg har ikke nogen angst over for det. Og vi snakker af og til om det. Om hvad vi vil, og hvad der skal gøres bagefter. Vi lever et fuldstændig normalt liv. Det er der bare helt langt væk i underbevidstheden. Men det er ikke noget, der påvirker os til dagligt overhovedet.