Jeg har faktisk aldrig været bange for at dø. Jeg har ligget med nogle folk, store, stærke folk. Jeg lå med en landmand, der havde en hånd som et lokumsbræt. Han rystede som et lille barn, fordi han var så bange. Det må jo være frygteligt, men altså - Jeg er så heldig, at jeg ikke har haft den dér frygt. Jeg har prøvet det nogle gange, og jeg ved, at jeg - - på et tidspunkt skal herfra. Nu har jeg fået 15 gode år. Så det er jo ikke mig, der står bagefter og - - ser min kære ligge på gulvet, og er færdig. Det, jeg har lært, er, at det er værre at være - - pårørende, end det er, at være mig. Fordi jeg har fundet ud af, at sådan er mit liv Det er værre, at være pårørende. Helt sikkert. Det er der mange, der glemmer. De tror at - - det er nemt, at være pårørende. Det er det ikke. De oplever det, som noget frygteligt noget. Fordi hvad sker der? Lige pludselig sidder man og snakker, og så - - går der x sekunder, så ligger man på gulvet. Det er meget værre for dem, end det er for mig. De går i krise. Øv øv, græder og reagerer, ikke. Det ved jeg ikke. Jeg er blevet et andet menneske. Jeg har fået et nyt liv. Så er jeg blevet - - jeg tror, jeg er nemmere at være sammen nu, end jeg har været. Det kikser ind imellem, men jeg tror, jeg er nemmere nu.