Ret tidligt i forløbet involverede vi lærerne på skolen, så de vidste - - at hvis der kunne mærkes noget - - så kendte de årsagen til, at de var kede af det eller trykkede. Så de også kunne gribe ind. Det er jeg glad for, at vi gjorde - - og at vi ikke holdte det hemmeligt. Men jeg var overrasket over, hvor godt vores børn har håndteret det. Jeg tror også det skyldes, at min mand har løftet så meget. Så det ikke har virket som om, at familien var helt krakeleret. Men at dagligdagen har kørt, som den hele tiden har gjort - - han har bare gjort flere ting. Jeg har stadig været fysisk til stede, men ikke haft noget ansvar. At de har kunnet mærke mig fysisk, har nok også gjort - - at det ikke har været så slemt for dem, som jeg frygtede. Det, og åbenheden omkring det. De vidste, at jeg bliver rask og ikke dør af det - - og at det ikke var deres skyld. Der var ikke en følelse af, at det var deres skyld - - at mor var ked af det, eller det var deres skyld - - at mor har det svært eller ikke kunne overskue den ene eller andet. De vidste, hvad det drejede sig om. Det tror jeg også har betydet, at byrden ikke var så tung for dem. Min mand har været god til at sige, "mor har lige brug for at hvile sig nu". Så ikke det virkede som noget forfærdeligt og noget "nu går det hele også i kage". Men at det var sådan, det var. En naturlighed og åbenhed omkring det, har måske også gjort - - at det var nemmere at acceptere, at sådan er livet nu.